NEW YORK: Kronprinsparret lukkede det officielle besøg i New York med en stor gallamiddag torsdag aften. Stik mod al sædvane i kongehuset ankom parret ikke på slaget på den meget eksklusive restaurant Cipriano i New York.
For efter en lang torsdag pakket med arrangementer var der ikke meget tid til at komme hjem og gøre sig klar. Det var nok også derfor, at kronprinsparret var over tyve minutter forsinket.
Men frem kom de, og selvom hundredevis af smukke kvinder i smukke kjoler var gået op ad den røde løber, så overstrålede Mary dem alle sammen i en smuk sort top sammen med et lyst skørt lavet af hundredvis af pailletter.
Middagen startede klokken 20 og sluttede omkring klokken 22.30, hvor blandt andet den danske sanger Erann DD optrådte.
Blandt gæsterne var flere spidser fra New Yorks erhvervsliv, den amerikanske ambassadør i Danmark, James P. Cain, Marlena Bellafonte og hendes mand, David Bellafonte, samt alle de danske designere, der har udstillet og vist deres produkter frem i løbet af ?Creative Nation? ugen.
Efter middagen forlod kronprinsparret Cipriano og tog højst sandsynligt direkte tilbage til hotellet, hvor prinsesse Isabella ventede på mor og far.