I sidste uge forlod hun De Radikale i protest efter 27 år i partiet. Men kommunalpolitikeren Pernille Høxbro har ikke nogen aftale med Naser Khader om at være med til at stifte et nyt parti. Det siger rådmanden fra Frederiksberg til Ritzau.
»Jeg har hverken talt med Naser Khader eller Anders Samuelsen om at forlade partiet. Jeg er for nærværende løsgænger i Frederiksberg kommunalbestyrelse«, siger Pernille Høxbro til Ritzau.
Det var den radikale Elsebeth Gerner Nielsens mediestunt med tørklæde, der var den afgørende faktor for Høxbro. En begivenhed som også Khader skarpt har taget afstand fra.
Khader og Samuelsens planer om at blive løsgængere og senere starte et nyt parti, er ifølge Radioavisen netop blevet bekræftet.