En rapport fra Sundhedsstyrelsen slår fast, at omkring 18.000 patienter ikke har tilstrækkelig gavn af traditionel gigtmedicin, og at 10-20 procent af disse patienter – helt præcist 1.800-3.400 – kan have gavn af at få de nyere og dyrere biologiske gigtmidler i løbet af en femårig periode.
Læge Jan Pødenphant var med til at udarbejde rapporten. Alligevel skriver han og kollegaen Palle Holck i hvidbogen Tilbage til livet : »Sundhedsstyrelsen har vurderet, at 10-20 procent af patienter alene med leddegigt har behov for biologisk behandling. Det kan beregnes, at der er omkring 50.000 patienter med leddegigt i Danmark, og at således 5.000-10.000 patienter med sygdommen skulle være i biologisk behandling.«
Lægerne gentager de forkerte tal i et materiale, som de præsenterede for politikerne i Folketingets Sundhedsudvalg 9. maj:
»Sundhedsstyrelsens beregninger i MTV-rapporten fra 2002 viser, at 5-10.000 leddegigtpatienter burde være i biologisk behandling.«