Christiansborg er på den anden ende efter mandagens udvikling i asylsagen.
Lige nu er der et flertal for at lade asylansøgerne flytte ud af lejrene efter to års ophold. Flertallet er i hus, fordi de to grønlandske medlemmer stemmer med Pia Christmas-Møller og den øvrige opposition. Regeringen og Dansk Folkeparti siger tre år, og Dansk Folkeparti vil ikke flytte sig en tomme.
En aftale er en aftale, lyder det fra Peter Skaarup (DF), der i stedet truer med at fjerne dele af bloktilskuddet til Grønland, hvis ikke de to grønlanske folketingsmedlemmer trækker deres interesse for dansk indenrigspolitik tilbage.
Og i Berlingske Tidende taler regeringspartiet, de konservative, nu ligefrem om, at et valg kan komme på tale.
- Nu er det ikke mig, der udskriver valg, men jeg synes det ville være
meget forfriskende at få renset luften, siger Henriette Kjær, der er politisk ordfører for de konservative.
I øvrigt lidt samme formulering, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) brugte, da han udskrev valget - blandt andet på asylsagen.
Men det hele kan ende i det rene ingenting. Regeringen kan gøre, hvad den vil, og kun hvis et flertal vedtager en lov om, at asylansøgerne skal kunne slippe ud af centrene efter to år, skal regeringen sluge den bitre pille eller gå af.
Men så langt kommer det ikke, idet Pia Christmas-Møller klart og tydeligt sagde, at hun ikke ville vælte regeringen. De ord faldt, da hun forlod den konservative folketingsgruppe.