Der er ikke noget at komme efter. Sådan omtrent lyder det fra Folketingets Præsidium i striden mellem Pia Kjærsgaard (DF) og Villy Søvndal (SF), der røg i totterne på hinanden under Folketingets åbningsdebat. Her anklagede Kjærsgaard SF-formanden for, at det angiveligt var unge fra SF s Ungdom, der havde forulempet hende under en demonstration.
Men den anklage var forkert, mente SF, og derfor sendte gruppeformand Ole Sohn for et par uger siden en klage til præsidiet over, at der ikke fra formandsstolen var blevet grebet ind over for Pia Kjærsgaards anklager.
Men klagen afvises i et brev fra Folketingets afgående formand, Christian Mejdahl (V):
»I det konkrete tilfælde ses der ikke at være tale om utilbørlige ytringer,« skriver Christian Mejdahl og tilføjer: »Det kan ikke være formandens opgave at gribe ind i sådanne situationer ...«
Pia: »Pinligt for Villy«
Pia Kjærsgaard kalder svaret fra Folketingets Præsidium »en total maveplasker for Villy Søvndal«.
»Jeg kan konstatere, at han intet har fået ud af det. Men det manglede da også bare. Det er pinligt for Villy Søvndal, for det må være historiens største nederlag siden 1864,« siger hun.
Villy Søvndal afviser at kommentere brevet, men Ole Sohn har svært ved at se brevet som et nederlag for SF. Han mener, at tv-optagelser fra demonstrationen på Slotspladsen til fulde har dokumenteret, at det ikke var unge fra SF s Ungdom, der generede Pia Kjærsgaard.
»I løbet af ganske få timer var hun jo udstillet som løgner. At Folketingets Præsidium så har en lidt anderledes opfattelse af, hvilken tone der bør være i Folketingssalen, må vi bare tage til efterretning,« siger han.
Pia Kjærsgaard afviser, at optagelserne har dokumenteret noget:
»Jeg var på pladsen i 40 minutter, og der er vist ni minutters tv-optagelser.«