Skrevet i samarbejde med Mia L. Christensen, mich@avisen.dk
Christiania-sympatisører i hundredvis strømmer til fristaden efter meldinger om, at politiet er i gang med at rydde huset Cigarkassen.
Flere sms-kæder cirkulerer ifølge Avisen.dk’s oplysninger blandt tilhængere af fristaden. Her opfordres folk til at møde op og vise deres utilfredshed med politiets aktion.
Samme opfordring står på fristadens hjemmeside, Christiania.org:
- Kom og hjælp. Hjælp til at holde gemytterne nede, hjælp til at forsvare vores huse med fredelige midler, hjælp til at vise vi er mange, står der på hjemmesiden.
Christianitterne har nu anmeldt en demonstration klokken 11.30 på Carl Madsens Plads på Christiania.
Politiet rykkede ud klokken otte i morges for at beskytte de håndværkere, der har fået til opgave at rydde Cigarkassen, der ligger i området Dyssen i den østlige del af Christiania.
Efter flere sammenstød med stenkastende demonstranter har politiet nu afspærret alle indgange til Dyssen. Imens vokser grupperne af demonstranter uden for afspærringerne.
En betjent er angiveligt blevet kørt på skadestuen efter nærkontakt med et kanonslag. Han er dog ikke kommet alvorligt til skade, skriver Politiken.dk.
- Vi har anholdt en 10-12 personer, der nægtede at fjerne sig på politiet ordre. Desuden var der flere, der kastede med sten, siger talsmand for Københavns Politi, Flemming Steen Munch, til Avisen.dk.
En overgang forsøgte flere demonstranter at standse trafikken på Prinsessegade ved at stille frysere og træbjælker ud på vejen. Barrikaderne er dog fjernet nu, oplyser Flemming Steen Munch, men ifølge Avisen.dk. s oplysninger fortsætter demonstranterne med at grave brosten op og bygge barrikader.
Blandt de fremmødte demonstranterne svirrer rygterne om, at politiets aktion er en forsmag på en rydning af hele eller store dele af fristaden. Det afviser politiet:
- Det behøver de overhovedet ikke frygte, siger Flemming Steen Munch.
Ved middagstid var Cigarkassen revet helt ned. Byggeaffaldet kunne imidlertid ikke fragtes væk, da demonstranter havde ødelagt den lastbil, der skulle transportere det væk.
Cigarkassen nedbrændte delvist for år tilbage, men flere personer har siden boet i huset, selv om de ikke havde brugsret til bygningen. Slots- og Ejendomsstyrelsen har nu endeligt besluttet, at huset skal rives ned.