Hvis de øjeblikkelige meningsmålinger bliver lig med valgresultatet den 13. november bliver det et broget Folketing, som danskerne vågner op til den 14. november.
Regeringen og Dansk Folkeparti står til 81 mandater, mens Socialdemokraterne, De Radikale, SF og Enhedslisten samler 80 mandater. Midt i det hele står Ny Alliance med 14 mandater ifølge den seneste meningsmåling fra Vilstrup, der er lavet for Politiken.
Og for første gang erkender statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), at det bliver vanskeligt farvand at manøvrere i.
- Som fronterne er trukket op lige nu, ser det noget mere broget ud, end det tidligere har gjort, siger han til Jyllands-Posten og opfordrer ikke overraskende vælgerne til at stemme direkte på regeringspartierne, hvis man som vælger ønsker fortsat stabilitet og en fortsættelse af den regering, som vi har .
Men Fogh afviser ikke, at en VK-regering støttet af både Ny Alliance og Dansk Folkeparti kan fungere.
- Jeg anser det ikke for at være umuligt at bygge bro, siger han.