Når statsminister Anders Fogh Rasmussen lander i Svendborg med sin valgbus vil Fyns Politi og Politiets Efterretningstjeneste være massivt til stede.
Politiet vil for alt i verden undgå en gentagelse af scenen under valget i 2005, da Fogh blev mødt med aggressive og højtråbende aktivister fra venstrefløjen, der blandt andet kaldte Fogh en morder på grund af den danske deltagelse i Krigen i Irak, skriver Fyns Amts Avis.
I 2005 blev fire aktivister anholdt og lagt i håndjern, mens en tydelig rystet statsminister blev ført i sikkerhed på Venstres hotel i byen.
- Vi har folk på plads allerede fra middagstid. Vi bevogter Hotel
Svendborg, hvor han starter og slutter sin løbetur i eftermiddag,
siger lederen af vagtcentralen hos Fyns Politi, vicepolitiinspektør
Torben Schultz-Pedersen til Fyns Amts Avis.
Den løbeglade statsminister har besluttet, at han vil løbe en tur hver dag under valgkampen, og i Svendborg vil politifolk og PET-agenter følger med Fogh rundt. I 2005 måtte han aflyse løbeturen, fordi Foghs sikkerhed var truet.
Venstre har planlagt et uformelt valgmøde på Naturama i Svendborg, og også her vil politiet være massivt til stedet for at stoppe eventuelle uroligheder i opløbet.
- Vi er så tilstrækkeligt mange, at vi kan håndtere situationen, og vi
vil forsøge at skaffe statsministeren sådanne forhold, at han kan holde
sin tale, så folk kan høre ham. Det er målet, siger Torben
Schultz-Pedersen.