Kaare Sørensen skriver fra New York, USA.
To meget forskellige mænd sover trygt i aften. Den ene er Mike Hukabee, og den anden Barack Obama.
Efter flere måneders politiske kamp har de nået til den første bjergtop, da de i aftes amerikansk tid (tidligt dansk morgen) vandt henholdsvis den republikanske og demokratiske sejr i delstaten Iowa - den første afgørende sejr.
Sejren er mest af alt symbolsk, men forventes at gøre vejen til det hvide hus langt lettere, når partimedlemmerne i de kommende måneder skal vælge deres kandidater til præsidentvalget til november.
Med 95 af de demokratiske stemmer optalt stod Barack Obama til 37 procent, sidste års vicepræsidentkandidat John Edwards fik 30 procent og Hillary Clinton fik 29 procent, oplyser den amerikanske politiske tv-kanal C-SPAN.
Clinton og Edwards ligger dog så tæt, at tallene kan forandre sig, når de sidste stemmer bliver talt sammen, men det er allerede nu klart, at der er tale om en uventet kurs for Hillary Clinton.
Vild med Iowa
Hos republikanerne fik Mike Huckabee 34 procent af alle stemmer, mens Mitt Romney scorede 25 procent, mens både Fred Thompson og John McCain fik 13 procent.
- Jeg er vild med Iowa. Ret meget, sagde Mike Huckabee i en kort takketale efter det stod klart, at han nu kan kalde sig en vinder.
Foreløbig kun en vinder i Iowa. Men dog en vinder. Og dem samler man på her i Guds eget land.
Næste trin i den amerikanske præsidentvalg er i New Hampshire, hvor Nyhedsavisens udlandsjournalist Sara Schlüter netop er landet. Herfra vil hun de kommende dage dække valget.