Anders Foghs tale ved Folketingets åbning var fuld af pæne ord, men der mangler handling bag, mener Forbundet for Offentligt Ansatte, FOA.
- Jeg bed især mærke i statsministerens formulering om, at "det er med til at skabe stærk sammenhængskraft, at kvinder og mænd har lige muligheder". Det er fuldstændig rigtigt set. Og det er også en meget væsentlig begrundelse for vores aktuelle ønske om "mandeløn til kvindefag", siger FOAs formand Dennis Kristensen i en pressemeddelese.
- Hver gang en privatansat mand tjener 100 kroner, så er det kun 81 kroner til de offentligt ansatte kvinder. Det er ikke lige muligheder. Det er skævhed, så det batter. Og det er dette faktum, der i disse år giver enorme rekrutteringsproblemer i for eksempel den danske ældrepleje, skriver formand for FOA Dennis Kristensen i en pressemeddelelse.
Han mener, at budskabet i statsministerens tale langt hen ad vejen stemmer overens med fagbevægelsens, men efterlyser at regeringen kommer med konkrete ideer og initiativer til, hvordan man løser udfordringerne i den offentlige sektor:
- Det er ikke statsministerens analyse, der fejler noget. Det er snarere regeringens mod til handling. Der skal nu nedsættes en kommission, der skal komme med forslag til, hvordan vi øger beskæftigelsen i de kommende år. En sådan kommission kan såmænd være fornuftig - og i FOA har vi en række forslag til, hvordan arbejdsudbuddet kan øges. Men aktuelt kan vi konstatere, at regeringen ikke har konkrete anvisninger eller nye forslag, der hjælper de offentligt ansatte bedre på vej over for de store udfordringer.