Lidt bedre end hvis det havde været Dinamo Minsk.
Men noget ringere end hvis Kaerjeng fra Luxembourg var kommet op ad hatten.
Det var ikke meget, den midtjyske træner Erik Rasmussen kunne oplyse om FCM s kommende modstander i UEFA Cuppens kvalifikationsrunde.
Der stod Haka på sedlen, og det betyder en tur til Finland for de jyske ulve.
Så meget var Erik Rasmussen klar over.
- Vi tager derop på torsdag og ser dem spille. Så ved vi nok lidt mere, siger han.
FC Midtjylland har aldrig før spillet mod et finsk hold - kun islandske og færøske hold har stået på menuen.
- Ja, og der har vi jo haft problemer nok. Men jeg tror, vi klarer den, siger Erik Rasmussen.