Efter en sand gyser avancerede F.C. København tirsdag aften til næste runde af Champions League-kvalifikationen ved at udligne til 1-1 i den forlængede spilletid.
Det betyder, at det er de danske mestre, der kan drage til Lissabon i næste uge for at tage kampen op mod Benfica om en plads i Champions League.
Men det holdt hårdt. Rigtig hårdt. På en scoring i anden halvleg lykkedes det nemlig Beitar at sejre 1-0 efter de første 90 minutter og dermed udligne FCKs 1-0-føring fra det første opgør i Parken i sidste uge.
Dermed måtte de to mandskaber ud i en gyser af en forlænget spilletid, hvor danskerne endte med at trække det længste strå.
De danske gæster lagde ganske uimponeret og offensivt fra land. Og det viste sig at være fornuftigt, da det tog brodden af Beitars forventede angrebsiver såvel på banen som på lægterne, hvor der hurtigt blev skruet ned for romerlys, råben og brændende sæder.
Det københavnske kollektiv fungerede fornemt, og først mod slutningen af første halvleg lykkedes det hjemmeholdet at presse FC København. Alvoren gik dog op for israelerne i anden halvleg, hvor det kræsne hjemmepublikum på Teddy Stadium begyndte at bære sit hold frem.
Og på et godt, langt skift blev FCK s venstreside åbnet helt op, og udligningen i det samlede regnskab var en realitet. Og mange tilskuere havde formentlig set indskiftede Tamuz hug gå i nettet – i stedet for i sidenettet – få minutter efter. Tamuz viste sig som alvorlig trussel.
De danske gæster blev presset hårdt mod slutningen af de 90 minutter, og kun en stærk Jesper Christiansen holdt sit hold inde i kampen.
Og så skete det fortryllende midt i første halvleg af den forlængede spilletid: Marcus Allbäck – naturligvis – dukkede op ved fjerneste stolpe på et indlæg fra højresiden og kunne sende bolden i et tomt net. Og så var den kamp afgjort.
1-1 og FCK er videre efter høj moral og hård fight.