De Konservatives opfindelse og hjertebarn bliver nu slagtet.
Da Anders Fogh Rasmussen (V) i dag fremlagde sin ministerliste, var Familie- og forbrugerministeriet streget fra listen.
Familiepolitiken falder i stedet ind under det nye Velfærdsministerium, som skal bestyres af Karen Jespersen (V).
Forbrugerpolitikken bliver igen varetaget af Fødevareministeriet med Eva Kjer Hansen (V) som minister.
Siden ministeriet blev oprettet i 2004 har det været udskældt for at være et symbolministerium, som ikke fungerer.
Der har da også været træk i svingdøren i ministeriet, siden det blev oprettet på foranledning af De Konservative.
Først var det Henriette Kjær (K), der måtte forlade sin post efter rod i privatøkonomien. Dernæst spændte Dansk Folkeparti ben for Lars Barfoed (K), efter en række fødevareskandaler.
Og nu forlader Carina Christensen (K) så sin post til fordel for en taburet i Transportministeriet.
Også Indenrigsministeriet er fortid efter at den historiske reform af det kommunale Danmark sidste år blev gennemført.