Mindst 51 mennesker har mistet livet i de skovbrande, der hærger Grækenland. Den græske premierminister har erklæret hele landet i undtagelsestilstand, og nu kommer der hjælp fra flere EU-lande.
Frankrig, Spanien og Italien har sendt i alt syv brandslukningsfly, der skulle ankomme til Grækenland lørdag aften. De har dog haft svært ved at arbejde i mørket.
Frankrig har også sendt 60 brandmænd, ligesom Cypern, mens Tyskland, Holland og Norge har bidraget med helikoptere.
Flere brande bryder fortsat ud, og myndighederne frygter, at mange er blevet fanget på halvøen Peloponnes. Politiet mener, at nogle af brandene er påsat, og en 65-årig er blevet anholdt for brandstiftelse og mord. I det nordlige Grækenland er to unge tilbageholdt under mistanke for brandstiftelse.
Premierminister Karamanlis siger, at regeringe vil gøre alt i dens magt for at finde og straffe de ansvarlige .
- Ingen har ret til at tage menneskeliv og ødelægge naturen ... ødelægge vores land, siger Karamanlis ifølge BBC News.
Mange af de dræbte er blevet fanget i flammerne, mens de sov, mens andre er blevet indhentet i deres biler, mens de var på flugt. Blandt dem en kvinde og fire børn, hvis forkullede lig blev fundet i en udbrændt bil.
Regeringen har sat militæret ind i kampen mod flammerne. 500 soldater er blevet sendt til de områder, der er værst ramt af skovbrandene. Søndag nærmede flammerne sig Olympia, arnestedet for de olympiske lege, der er med på FN s liste over verdens kulturarv.