EU s kommissær for sikkerhedsspørgsmål, italieneren Franco Frattini, vil forbyde søgninger på en række ord på internettet. Det siger han i et interview med nyhedsbureauet Reuters.
Målet er blandt andet at gøre det sværere at finde opskrifter på bomber på nettet.
- Jeg vil have undersøgt hvordan vi teknisk kan forhindre mennesker i bruge eller søge efter farlige ord som bombe, dræb, folkemord eller terrorisme på internettet, siger Frattini.
Frattini erkender, at der er tale om et stort indgreb i ytringsfriheden. Men det er nødvendigt, mener han.
- Men for at være helt ærlig, så mener jeg ikke, at det at instruere andre i hvordan man laver en bombe har noget med ytringsfrihed at gøre. Efter min mening så er den vigtigste ret retten til liv, og det er den vi kæmper for, siger Frattini.
Ifølge Frattini skal forbuddet laves på en måde, så det ikke rammer for eksempel nyhedsmedier, debatfora hvor terror og terrorisme diskuteres af almindelige mennesker og hjemmesider med historiske oplysninger.