Hvis Ilan Olsen havde vejet 25 kilo mindre, var adoptionspapirerne gået glat igennem. Så havde han og konen Helle højst sandsynligt fået et barn fra et andet land. Parret bor i et naturskønt område med gode stisystemer, økonomien er i orden og parforholdet ganske normalt.
Men alt det nytter ingenting, når man er for tyk. Standarderne siger nemlig, at hvis man har et BMI over 38 som mand, er adoption udelukket.
»Det er vigtigt at holde sig for øje, at der måske ikke lige nu og her umiddelbart er noget at se, men det er ikke godt nok, for vi skal vurdere, hvad der er barnets bedste,« siger Henriette Braad Olesen, sekretariatschef i Adoptionsnævnet.
Den holdning støttes af foreningen Adoption og Samfund.
»Vi hører om de her sager nu og da, men det handler om barnets tarv og ikke om forældrene. Hvis der er en vurdering, der siger, at der er stor sandsynlighed for tidlig død, er vi helt enige i afslaget,« siger næstformand Paul K. Jeppesen.
Kina får fedmegrænse
I Kina, hvor hvert tredje barn bliver adopteret fra til Danmark, er man også begyndt at sætte en øvre grænse for de nye forældres vægt, og så nytter det ikke noget, at man ændrer de danske regler, mener Paul K. Jeppesen. Herhjemme er man også i gang med at revidere reglerne.
»Vi kan godt forsvare en ændring af aldersgrænsen, for vi lever længere, men risiciene ved fedme er os bekendt de samme nu som før.«
For Ilan Olsen er den argumentation ikke i orden. Nok kan han lide af diverse sygdomme og endda dø, inden barnet fylder 18, hvis det står helt galt til, men et liv i Danmark må sta- dig være det bedste af to onder.
Børnene i Darfur
»Jeg kan ikke forstå det, når man tænker på børnene i Darfur. Hvis et barn kan få 10 år med mig, hvorfor vil de hellere lade det leve dernede? Hvis jeg dør om blot fem år, er de år og tabet bedre, end at dø dernede af sult . Andet er mig ubegribeligt.«
Børn kan dog ikke adopteres fra Darfur eller andre kriseramte områder.
Ilan Olesen har tabt otte kilo siden afslaget, og han håber at kunne smide de sidste inden marts næste år, hvor han fylder 41 år og derfor vil falde for alderskriteriet.