Det kan betale sig at strejke og stå fast på sine lønkrav. Det siger arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen efter nattens forlig mellem KL og FOA.
- Forliget sender et klart signal om, at det kan betale sig at strejke og føre en aktiv lønkamp, siger han til Avisen.dk.
Flemming Ibsen tror, der kan dukke flere penge op til FOA-medlemmerne end de 35 millioner, der nu er lagt oven i de 12,8 procent i lønstigning.
- 35 millioner lyder ikke af så meget og KL har jo også en interesse i at bagatellisere forliget, så det ser ud som om, det ikke kan betale sig at konflikte. Men det vil ikke undre mig, hvis der dukker flere penge op, for mange forlig bliver lavet, så det kan være svært at gennemskue, hvor mange penge, der er i det, siger han.
Flemming Ibsen mener også, at forliget kan have en positiv betydning for fremtidige forhandlinger, fordi begge parter er blevet nødt til at gå på kompromis med deres krav.