Af Rikke Berg
ribe@avisen.dk
Det står klokkeklart i den nye rygelov, at ...på arbejdspladser med ekstern arbejdskraft tilknyttet gælder (...), at det ikke er tilladt at ryge . Det betyder, at dronning Margrethe ikke må ryge på slottet i nærheden af hoffets ansatte. Det skriver Ekstra Bladet. søndag.
- Ifølge lovteksten så må arbejdsgivere i private hjem ikke ryge, når de ansatte er der, og det må per definition jo også gælde for dronningen og resten af kongehuset. Hun må i stedet finde et rum, hvor de ikke kommer, siger miljøkonsulent Henrik Hansen fra fagforbundet 3F, der blandt andet har nogle af hoffets rengøringsassistenter blandt sine medlemmer.
Ifølge hoffets informationschef vil der blive nedsat en arbejdsgruppe, der vil tage stilling til rygeloven, når den er endeligt vedtaget. Det ventes den at blive uden de store ændringer.