Mere end 1000 medarbejdere i DR-Nyheder har nedlagt arbejdet og er gået hjem. Men allerede ved midnat genoptages arbejdet igen. Det fortæller fællestillidsmand for journalisterne, Steen Larsen.
Det er på nuværende tidspunkt usikkert, om medarbejderne gennemfører det stormøde, der ellers er planlagt til kl. 14. Medarbejderne på DR s regionalstationer holder faglige møder i morgen tidlig kl. 9.00.
Strejken er en måde at få luft på, mener Steen Larsen.
- Det er et udtryk for kæmpe frustration over, at det endnu engang er medarbejderne, der skal betale prisen for byggeriet, siger han.
Han appellerer samtidig til ledelsen om, at de 300 fyringer kommer til at finde sted på en ordentlig og anstændig måde.
- Problemet lige nu er usikkerheden. Nogle skal gå et halvt år uden at vide, om de er købt eller solgt, siger han.