Internettjenesten YouTube har slettet profilen Sturmgeist89 – og alt indholdet på den.
Profilen tilhørte - ifølge lokale finske medier – den 18-årige mand, der tidligere i dag dræbte op mod syv på en skole i det sydlige Finland, før han selv blev dræbt.
På profilen kunne man blandt andet læse hans afskedsbrev og se nogle af de 89 videoer, han havde lavet – flere af dem med klare opfordringer til vold, nedbrydelse af demokratiet og forherligelse af massemordere.
Sletningen af profilen betyder også, at det ikke er muligt at se de samtaler, han havde med venner blot få timer før drabene.
Samtalerne afslører, at han få dage inden skuddramaet - i en form for skænderi - havde slået ud mod en god veninde.
Han forklarede selv, at det var fordi, at han på det seneste var holdt op med at tage nogle særlige antidepressive piller.