Det viser en ny meningsmåling fra Wilke Markedsanalyse, gennemført på baggrund af PET’s nylige anholdelser af en gruppe, der mistænkes for at planlægge terrorisme i enten Danmark eller udlandet.
I undersøgelsen svarer 63 procent ja til, at de er bange for, at der på et tidspunkt vil blive lavet muslimsk relateret terror i Danmark.
Sammenlignes det tal med en meningsmåling, som Wilke Markedsanalyse gennemførte i august 2004, viser det sig, at langt flere danskere er blevet bange for terror.
For to år siden var det kun 40 procent, der svarede, at de var nervøse for, at terrorister også kan finde på at slå til herhjemme.
Samtidig er det ligeledes 63 procent, der svarer, at de er blevet mere nervøse for, at der vil komme terror på dansk jord, end de var for fem år siden.