Det er den værste naturkatastrofe i landets historie. Titusindvis af burmesere er er døde og millioner er berørte.
Nu får landet en håndsrækning fra Danmark, der har bevilget 10 millioner kroner til at hjælpe burmeserne. Pengen vil personligt blive overdraget onsdag af den danske ambassadør i Thailand, Michael Sternberg, skriver Kristeligt Dagblads netavis.
Ambassadøren skal koordinere nødhjælp med andre lande og danne sig et overblik over ødelæggelserne. Han understreger, at det også er et udtryk for sympati med den burmesiske befolkning.
- At vi så har et problem med deres regering, er noget andet, siger ambassadøren.
Ifølge statslig radio er flere end 22.000 omkommet efter cyklonens hærgen, mens flere 40.000 savnes og millioner er hjemløse. Hjælpeorganisationer anslår dog, at antallet af omkomne bliver højere.
CNN, der har en journalist i landet, skriver, at befolkningen er desperat efter hjælp. Lig bliver dumpet i vandet, der er mangel på basale fødevarer og mange vandpumper er ødelagte.