Liget
Vagtmester på Rigshospitalet Jan Ove Nielsen har haft mere end 9.000 lig mellem hænderne. Rørt, løftet og taget sig af stort set alle patienter, der siden år 2000 har draget livets sidste suk på Rigshospitalet.
Jan Ove står i spidsen for kapellet og har ansvaret for at modtage lig fra alle hospitalets afdelinger. Han fører journaler, opbevarer lig på køl i lighuset og udleverer dem til bedemænd.
Klokken 12.34 sker det igen. En fax tikker ind på kapellets kontor, en ung mand er lidt over middag afgået ved døden på Neurointensiv Afsnit på niende sal efter et massivt brud på kraniet. Lægerne forsøgte. Forgæves.
Pårørende siger farvel
Med faxen i hånden ved Jan Ove, at han i dag skal gøre plads til endnu en metalbåre i lighusets seks graders varme, øjnene tørrer måske ind, men liget rådner ikke ved temperaturen. Derfor er det også påfaldende så lidt, der lugter i et rum fyldt med daggamle døde mennesker.
I samme øjeblik faxen rammer Jan Oves maskine, forlader de pårørende til den unge, afdøde mand hospitalsstuen på niende sal. Med det sidste billede svejset ind i hukommelsen.
Ligklædet trækkes op om hovedet, og portør Keld Solberg sætter sengen i bevægelse og skubber den ud på hospitalets gange, hvor en elevator bestilles til en særkørsel.
Her kan andre passagerer ikke komme med. Læger, sygeplejersker, syge og besøgende skal ikke køre i elevator med en netop afdød patient. Sådan er reglerne. Folk stopper op og kigger på sengen med lagnet og kigger ned.
Snor til livstegn
Portøren placerer liget i afdøderummet i kælderetagen, hvor endnu en læge senere på dagen skal attestere den unge mands død.
Ved ligets kind placerer portøren en snor, der giver lyd til omverdenen, hvis manden mod al forventning begynder at trække vejret igen. I flere årtier er ingen vågnet i afdøderummet og har trukket i snoren.
Når lægen har underskrevet dødsattesten nogle timer efter, fortsætter den afdødes tur til kapellet, kølerummet og Jan Ove Nielsen.
Jan Ove noterer alle nyankomne lig i bogen Registrering af indkomne mors . Han ved godt, at det næsten lyder perverst, men han vil gerne udbrede oplysninger om døden og nedbryde tabuer. Døden skal være noget naturligt, mener han.
Da han startede sin karriere på Rigshospitalet i 1973, blev ordene ’død’ og ’lig’ aldrig taget i munden af læger og sygeplejersker. Altid det latinske mors . Altid den kliniske afstand. Men Jan Ove siger lig . For ham er døden en naturlig afslutning på livet.
Ikke guds skyld
Vagtmesteren tror ikke. Han er ikke religiøs. Han lever i realiteternes verden, siger han, for det er ikke Guds skyld, når han får en patient ned, der er død af lungekræft. Det er cigaretternes. Ingen større mening, mener Jan Ove.
Derfor passer titlen vagtmester egentlig meget godt, synes han selv. For Jan Ove passer godt på de døde, han holder vagt. Ikke for de dødes skyld, men for de pårørendes, de levendes.
Derfor skal alting være i orden, når han håndterer lig. Fejl skal for enhver pris undgås. Det er pokkers vigtigt for ham, at ligene er nyvaskede og lagnet rent, før de puttes i kisten. Også selvom ligene jo er ligeglade; for det er pokkers vigtigt for de efterladte.
De levende er Jan Oves vigtigste årsag til at være omhyggelig i sit arbejde. Pårørende kan altid tale med ham i kapellet, og her er intet klinisk sprog, her er ingen latinske mors , men to ører og en skulder.
Sorg skal tages seriøst
Jan Ove mistede selv sit barnebarn for 14 år siden og barnets far, datterens mand, for fem år siden. Både hans egne tab og mødet med de pårørende har lært ham, at sorg er noget mærkeligt noget. Noget, der skal tages seriøst.
Derfor er det også vigtigt for Jan Ove, at alle salmebøgerne i kapellet ligger ens mellem stolerækkerne. Når nogle vælger at sige farvel i kapellet, skal alting være i orden.
Jan Ove sørger for, at skriften på salmebøgerne vender samme vej. Alle lys skal have samme højde. Ikke én lyspære i de frithængende lamper må være gået.
Jan Ove håber, at interessen for detaljer og det altid rene kapel beroliger de pårørende. De skal intuitivt fornemme, at han har passet godt på deres kære i de dage, der er gået, fra de knugende tog afskeden oppe på afdelingen.
Jan Ove Nielsens arbejde med et lig slutter først, når en bedemand kører fra Rigshospitalet.
I dag skal Jan kun afgive ét lig. En bedemand fra Sydsjælland kommer efter en ældre herre. Tilbage i kølerummet ligger fortsat 13 voksne lig og to døde spædbørn.
Jan Ove kører båren ud af kølerummet. Da ligklædet er fjernet, lægger de en klud over kønsdelene på den nøgne krop.
For de levendes skyld
En mekanisk lift løfter den døde fra båren og ned i den hvide kiste. I dag har de pårørende ikke givet tøj med til den gamle mand, da han først skal klædes på, når han vender hjem til Sydsjælland. Jan Ove og bedemanden svøber derfor den afdøde i et rent lagen.
Låget skrues på med en skruemaskine, de to mænd vasker hænder, endnu en død er håndteret påpasseligt. Rustvognen forlader Rigshospitalet med et af de årlige 1.200 lig.
Vagtmesteren tager hjem til konen i Roskilde. Han glæder sig, til vækkeuret ringer næste morgen klokken 04.52 til endnu en dag.
Jan Ove er vagtmester i kapellet på Rigshospitalet. Han passer på de døde – for de levendes skyld.
Hver tiende patient døde for 250
år siden under indlæggelse. Efter kritik blev håndteringen af de mange
lig derfor ændret omkring 1840.
Ligene blev ikke
længere kørt bort på en åben vogn, men »paa en anstændig Liigvogn med
sort Dække over Kisterne. Liigfølget møder han ikke som før i Gangene,
men ser det i et velindrettet Locale vente til det kan følge Liget,
ikke udad Hovedporten, ligefor de Syges Øine, men af en Bagport, hvor
Liigbegjængelsen er mindre Synlig,« skrev overlæge Bang.
Kilde:
Anne Løkke, historiker ved Saxoinstituttet, Københavns Universitet, og
forfatter til bogen Patienternes Rigshospital 1757-2007 , Gads Forlag