Er der alligevel doping på Team CSC?
Det mener avisen B.T., som fredag eftermiddag på sin hjemmeside skriver, at holdets norske rytter Kurt Asle Arvesen under Giro d Italia i maj afleverede en prøve med mistænkelige værdier, der antyder, at han var dopet.
Men cykelholdets pressechef, Brian Nygaard, afviser historien.
- Det er svært at forholde sig til ubegrundede rygter, starter han med at sige til Avisen.dk, før han fremhæver de resultater af en række dopingtest, som cykelholdet netop har offentliggjort, og som viser, at der ikke er doping på holdet.
- Det er resultater med fuld videnskabelig redelighed. Jeg ser ingen dokumentation på B.T. s hjemmeside, siger han og raser over, at B.T. efetr hans mening hænger den norske cykelrytter ud.
- Vi har fremlagt dokumentation, og jeg går ud fra, at hvis B.T. har dokumentation, så kommer de med den, siger Brian Nygaard, der mellem linierne ikke lægger skjul på, at han ikke regner med, at den kommer.
Hvis B.T. alligevel skulle have ret:
- Så må de præsentere deres resultater, og så tager vi den fra, konstaterer Brian Nygaard kort.