Der var for anden aften i træk optøjer og bål i gaderne på Nørrebro i København. Søndag aften klokken 19.15 fandt en gruppe på 30-40 unge andengenerations-indvandrer sammen og mørkelagde dele af Nørrebro ved at hive gadeledningerne ned.
Da politiet ankom til Nørrebro blev en af politiets gruppevogne mødt med en brændende flaske, og herefter gik det helt galt.
Gruppen af unge kørte containere ud på Nørrebrogade, Stengade og Blågårds Plads på det indre Nørrebro, som de satte ild i. I løbet af aftenen blev der også sat brand i tre biler, men ved 22.30-tiden var både brandene og situationen mere eller mindre under kontrol.
Ved 20.30-tiden søndag aften oplyste TV2 News, at de unge kastede flasker med en benzinlugtende indhold mod en gruppe pressefolk. Det fik politiet til at kaste tåregas-granater mod de unge. Politiet var iført gasmasker og kampdragter.
På Stengade ved Folkets Park havde et stort bål fået godt fat og flammerne stod ifølge TV2 News to meter op i luften. Brandvæsen fik dog ilden under kontrol ved 21-tiden.
Københavns Brandvæsen rykkede først ind i området kl. 20.30, efter at politiet var mødt frem med rette antal styrker. Fem indsatsvogne holdt parkeret på Dronnings Louises Bro - cirka 500 meter fra det uroplagede område - klar til at bakke op.
Den centrale vagtleder i Københavns Politi Tommy Keil sagde til Ritzau,
at »det siges, at der er tale om andengenerations indvandrere«.
Branden og optøjerne er anden gang denne weekend. Lørdag aften blev Københavns Brandvæsen kaldt til Nørrebro for at slukke en containerbrand.
I brandvæsnets døgnrapport står der:
Tilkaldt til ild i container, Griffenfeldsgade 11B, i gården. Under
fremkørsel ad Stengade fra Nørrebrogade, ud for Folkets Park, bliver
station Fælledvejens sprøjte angrebet af nogle ukendte personer, som
kaster en stor brosten, som rammer dørstolpen hårdt i venstre side af
mandskabskabinen.
Sprøjten fortsætter kørslen til Åboulevarden hvor
den mødes med politiet og vagthavende brandinspektør.
Efter aftale på
kontaktpunktet foretager politiet sikring af området, hvorefter
sprøjten og vagthavende kører ind og slukker ildløsen i containeren.
Overdraget skadestedet til politiet.