Kaare
Sørensen skriver fra New York.
Hillary har
et problem.
Og problemet
er de sorte vælgere, der efter adskillige års troskab nu i stor stil forlader
hende til fordel for Barack Obama.
Og derfor
har den 60-årige demokratiske senator fra New York og tidligere præsidentfrue nu samlet sine
kræfter om ét ord: Undskyld.
I aftes gjaldt
det lederne af 200 aviser for primært sorte vælgere, der var forsamlet i
Washington. Og emnet blev hurtigt den kommentar, som hendes mand, Bill Clinton,
er kommet med, hvor han har sammenlignet Barack Obama med Jesse Jackson, der i 1980’erne
vandt nogle enkle stater, men aldrig var en seriøs præsidentkandidat.
- Jeg vil
godt have lov til at sætte hele den sag ind i en sammenhæng. I ved, at jeg er
ked af det, hvis nogen blev ramt af den bemærkning. Det var på ingen måde ment
som noget nedladende. Vi kan alle være stolte af både Jesse Jackson og senator
Obama, sagde hun, ifølge nyhedsbureauet AP.
Hun taler på ingen måde for kampagnen
Også Geraldine
Ferraro – en af Hillarys tidligere store støtter – måtte Hillary sige undskyld
for. Ferraro har sagt, at Obamas succes udelukkende skyldes, at han er sort. Og
så røg hun ud af Hillarys kampagne.
- Jeg er meget
uenig, og jeg beklager dybt, at det blev sagt. Hun taler på ingen måde på vegne af kampagnen, hun taler ikke for mine holdninger – og hun er nu trådt tilbage fra
mit meget store kampagnehold.
Orkanen
Katrina, der hærgede i New Orleans i 2005, blev Hillarys sidste undskyldning under mødet i aftes.
- Jeg har
sagt det offentligt, og jeg siger det privat. Jeg underskylder, og jeg er
pinlig over den måde, vores regering behandlede vores medborgere... Det var en
national fiasko.
Tæt afgørelse
Der er næste
gang valg i Pennsylvania 22. april. Barack Obama er foran Hillary Clinton
på både antal vundne stater, antal delegerende og antal stemmer. Men Hillary er
tæt på – og har anfægtet den måde, som stemmerne fordeles.
Alt tyder fortsat
på et tæt løb frem til demokraternes konvent i slutningen af august.