Det engelske møde mellem Chelsea og Liverpool blev ikke den frygtede, taktiske dødbider, som de fire foregående internationale dueller, der er endt med blot en enkelt scoring.
Dertil var Chelsea alt for gode, da Liverpool blev sendt nordpå med 1-0-nederlag, der var mere end i orden. Dermed har Chelsea-træner José Mourinho og hans mandskab taget et stort skridt i retning af Champions League-finalen i Athen, hvor enten Milan eller Manchester United venter.
Chelsea-træneren havde i vanlig stil luftet masser at provokationer i retning af Liverpools træner Rafael Benitez og hans mandskab op til kampen, men portugiserne nøjedes ikke med at have det hele i munden i aftes.
Agger snøret
Chelsea spillede frisk til – særligt i første halvleg, hvor Liverpool-spillerne alt for ofte var på hælene. Det gjaldt også danske Daniel Agger, der efter en halv time blev den lille i en duel med fysisk stærke Didier Drogba på kanten af straffesparksfeltet. Drogba sled sig fri, lavede en skudfinte og lagde bolden ind til Joe Cole, der sendte Chelsea på sejrskurs.
Inden da havde hjemmeholdets Drogba og andre af de blå haft gode muligheder for at tage hul på scoringen, så føringsmålet var helt på sin plads.
Liverpool var svækket af at måtte undvære højrebacken Steve Finnan. Hans erstatning, spanieren Álvaro Arbeloa, var gennem hele kampen rystende usikker, og nervøsiteten forplantede sig til resten af holdet, der spillede krampagtigt og var langt fra den enhed, der normalt kendetegner dem. I første halvleg var der reelt kun et hold på banen.
Livrem og seler
Liverpool løsnede lidt op i benene i anden halvleg, og særligt holdets store stjerne, Steven Gerrard, fik vist et par eksempler på sit repertoire. Men gnisten manglende hos nordenglænderne, og der kom længere og længere mellem højdepunkterne, da begge hold fandt livremmen og selerne frem i bestræbelserne på at holde opgøret åbent til returmødet om en lille uge.
Chelsea var flere gange tæt på at udbygge føringen, men står trods den spinkle 1-0-sejr med de bedste kort på hånden inden returmødet på Anfield Road.