Kaare Sørensen skriver fra Crawford, Texas.
I det fjerne står præsidenten og fisker.
Verdens mægtigste mand i et sjældent øjeblik
alene med sine to hunde Barney og Miss Beazley, der render rundt mellem hans ben.
Bare lige ud og hive lidt fisk i land nær bredden
på den lille sø, inden man får besøg.
Et sted i luften cirka 100 kilometer mod nord hænger
Anders Fogh Rasmussen og hustru Anne-Mette Rasmussen i præsidentens private
helikopter.
På vej fra storbyen Dallas i staten Texas til
et - med danske øjne - historisk øjeblik, når de to statsledere skal tilbringe et
lille døgn sammen i præsidentens yderst private ranch.
705 indbyggere
En ranch placeret i det tørre, varme, flade og meget forladte Texas i den lille by
Crawford med blot 705 indbyggere og adskillige tomme huse.
Et sted så fuldstændigt stille og roligt, at
den lokale politichef siger, at ”jeg har det simpelthen så godt. Hvis jeg havde
det meget bedre, så ville jeg falde i søvn”.
Ligesom resten af byen, kunne man tilføje.
I det fjerne kan man høre roterbladene fra
helikopteren. Og i sin splinternye hvide Ford Super Duty F250-firhjulstrækker kommer George W. Bush
nu kørende op over en lille bakke med Laura Bush på forsædet. Han smiler mod
fotograferne. Vinker en enkelt gang, rutineret.
Leger med sikkerhedsselen
Helikopteren svæver kun et kort øjeblik over
den åbne mark ved ’Prairie Chapel’-ranchen, så lander den og den lille trappe slår
ud.
Fogh smiler. Bush smiler og slår sine arme
ud. Knus. Bredere smil. Flere knus.
- Velkommen til det fortjættede land, siger
Bush med vanlig kølighed til den danske og internationale presse, mens han
sætter sig ind bag rettet, nu med Fogh på sædet ved siden af ham. De to
hustruer bagi.
Bush leger med sin sikkerhedssele, frem og
tilbage. Som siger han til pressen – ”Kan I se den? Jeg kører sikkert.”
De vinker. Og da de kører tæt forbi pressen
kan Bush ikke lade være.
- Yeehaa! råber han
Så er cowboyen og hans danske ven af sted.
Fredag aften amerikansk tid står den på stor
middag – se menuen i faktaboksen øverst til højre - og uformelle politiske diskussioner om
blandt andet udfordringerne på klimaområdet.
I morgen tidlig lørdag, middag dansk tid, tager Bush og
Fogh på halvanden times mountainbike i området omkring ranchen og giver derefter et
kort pressemøde, inden Fogh og hustru rejser tilbage til Danmark.
En organisk salat med citrus og revet parmesan-ost.
En mørbrad røget på lokalt træ med blandt andet vilde champignon.
Grits – en lokal grød lavet af majsgryn.
Ristede asparges.
En tærte med en slags valnød kaldet pecan, der er hentet på ranchen.
Is fra firmaet Blue Bell, der ligger ikke langt fra ranchen.