Tre-årige Madeleine McCann forsvandt torsdag aften fra ferieresortet Ocean Club i Praia da Luz i Portugal.
Mens hendes forældre spiste på en nærliggende restaurant, sov Madeleine sammen med sine to mindre søskende alene i familiens ferielejlighed. Men mellem klokken 21 og 22 forsvandt Madeleine. Det skriver BBC.
Politiet i Portugal tror stadig på, at Madeleine er i live, og at hun befinder sig i området tæt på resortet. Sagens efterforskere har også en person, som de mistænker for at stå bag bortførelsen. Derfor arbejder politiet udfra den formodning, at Madeleine skal findes inden for en radius af tre til fem km.
Gerry og Kate McCann stod fredag frem for pressen og bad indtrængende alle, der måtte have selv den mindste viden om Madeleines forsvinden, om at kontakte politiet.
Portugals politi har foreløbig fået henvendelser fra 30 vidner og ud fra deres forklaringer har man stykket en beskrivelse af gerningsmanden sammen.
Selv om ferieresortet tilbyder babysitte-service, valgte Gerry og Kate McCann at lade Madeleine og hendes to søskende - tvillinger på to år - alene i ferielejligheden, da de ville ud at spise. Under middagen på en nærliggende restaurant skiftedes forældrene til at se til deres børn en gang i timen.
Da faderen kiggede ind til børnene klokken 21 sov de sødt, men da moderen en time senere kom til lejligheden var vinduet brudt op og Madeleine var væk.