Flere tusinde offentligt ansatte melder sig i disse dage ind i en fagforening, selvom de måske ikke har været medlemmer i flere år, skriver nyhedsmagasinet Danske Kommuner.
Under en eventuel strejke vil de ansattes løn blive sikret af fagforeningernes strejkekasser.
Dansk Sygeplejeråd får normalt mellem 20 og 30 indmeldelser om måneden, men i december meldte 200 sygeplejersker sig under de røde fagforeningsfaner.
Tilstrømningen af medlemmer har dog ikke den store betydning for fagforeningernes styrke, mener en ekspert.
- Folk har de motiver til at melde sig ind i fagforeningerne, som de nu engang har. Det har ikke den store indflydelse på, om det styrker eller svækker fagforeningerne, hvornår de melder sig ind, siger professor Jesper Due fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier ved Københavns Universitet til Avisen.dk.
- Men det er klart, at mange uorganiserede bliver opmærksomme i forbindelse med en mulig konflikt, hvor spørgsmål om strejkeret og pres fra kollegaer melder sig, siger Jesper Due.
Skarpe udmeldinger
Der er ingen undersøgelser, der viser, om de nye medlemmer tidligere er blevet i fagforeningerne, når konflikten eller konflikttruslen var overdrevet.
Hos FOA forventer man omkring 2.000 ny medlemmer, og det kan blandt andet skyldes de skarpe udmeldinger blandt andet fra FOA s formand, der gerne vil have politikerne til at give en pose øremærkede penge til at hæve lønnen i kvindefagene i modsætning til andre fagforeningsledere, der ikke ønsker politikernes indblanding i hvem, der får glæde af lønstigningen.
- FOA har da haft den gevinst, at der har været en medlemsmæssig fremgang, og så må man håbe, at det mere skyldes et engagement i FOA end en frygt for en konflikt, siger Jesper Due.
Både HK/Kommunal og 3F s Offentlige Gruppe har først deadline 1. marts for nye medlemmer, der vil sikre sig penge under en strejke.