Togtrafikken mellem København og Høje Tåstrup er gået helt i stå her til morgen. Det sker efter et stort røveri i Glostrup i nat, hvor gerningsmændene efterlod en bombelignende genstand. Det fik myndighederne til at stoppe trafikken for en sikkerheds skyld. Der var dog efter alt at dømme tale om falsk alarm.
DSB forventer, at trafikken kan genoptages klokken ni. Indtil da kører der S-togsbusser mellem Høje Taastrup og Valby.
Bombetruslen kom efter et stort røveri mod sikkerhedsfirmaet Loomisi Glostrup.
Ifølge Ekstra Bladet har et ukendt antal yderst professionelle røvere slået til mod Loomis. Her optælles og håndteres omsætningen fra en mængde forretninger, inden pengene sendes videre til bankerne.
Kl. 03.35 modtog politiet en overfaldsalarm fra stedet, og et vidne har forklaret, hvordan det dramatiske røveri udspillede sig.
- Først kørte de en mobilkran gennem muren, og dernæst væltede et endnu ukendt antal røvere ind, bevæbnede med maskinpistoler, forklarer vagtchef Peter Grønbek fra Vestegnens Politi til ekstrabladet.dk.
- De gik direkte ind i lokalet, hvor en halv snes ansatte sad og talte penge op fra dagens omsætning i de forretninger, de håndterer penge for. Uden at sige et ord begyndte røverne at forsyne sig med pengesække og andre værdier, og kort efter forsvandt de igen, fortæller han.
Efterlod partisansøm og bombelignende genstand
Ifølge Ekstra Bladet har vidnet forklaret til politiet, at der var voldsom aktivitet på stedet, og at der tilsyneladende også blev sat ild i noget. Lige så hurtigt, de var kommet, forsvandt røverne igen - i tre store, sorte Audier, alle med tyske eller polske nummerplader. De kørte i første omgang østpå.
- Da vores patruljekøretøjer ankom til stedet efter meget kort tid, punkterede de alle. Røverne havde spredt partisansøm på alle vejene i området, siger Peter Grønbek til avisen.
- Og da vi nåede frem, var der en bombelignende genstand, som vi vurderer ser så ægte ud, at vi har tilkaldt bombeeksperterne fra EOD. De er på stedet i øjeblikket, og vi har netop lukket for togdriften på den nærliggende Glostrup Station af samme årsag, siger han