Statskassen kan blive tømt godt og grundigt, hvis Rigsrevisionens rapport viser, at der er begået store fejl fra politisk side i forbindelse med de massive problemer med den digitale tinglysning.
Mange danske boligejere har mistet op til 100.000 kroner og det skønnes, at hele skandalen kan have kostet op mod en milliard kroner.
Hvis ikke der fra politisk side aftales, at der bliver udbetalt kompensation, kan det ende med en kæmpemæssig sag mod staten.
Danske Boligadvokater, der varetager danske boligejeres interesser, er nemlig klar med et massivt sagsanlæg.
"En kraftig kritik bør udløse en politisk reaktion, så man nu kommer i gang med at kompensere alle de berørte boligejere. Hvis ikke der er politisk vilje, så arbejder vi videre med vores gruppesøgsmål, der i første omgang omfatter mellem 50.000 og 100.000 private boligejere," siger Jan Schøtt-Petersen fra Danske Boligadvokater til Newspaq.
Næste skridt kan blive, at sagen også kommer til at involvere både erhvervslivet og landbruget.
Jan Schøtt-Petersen mener, at rapporten vil vise, at staten ikke har haft styr på den digitale tinglysning og har taget boligejerne som gidsler.
"Det betyder ikke så meget for os, om man har overskredet budgettet. Det handler om, at vi har fået ret i, at borgerne er blevet behandlet som forsøgskaniner og at forsøget er faldet ud på en kritisabel måde. Det har medført store bekymringer og frustrationer hos boligejerne," siger han.
Også Dansk Byggeri, der er en interesseorganisation for 6.200 virksomheder inden for byggeri, anlæg og byggeindustri, mener, at der skal betales kompensation.
"Det handler om at få placeret ansvaret, men det allervigtigste er at få kompenseret alle dem, der har lidt tab. Der er ingen, der kan være i tvivl om, at der er sket en stribe fejl i denne sag," siger erhvervspolitisk chef Torben Liborius til Newspaq.
Han peger på, at han ikke håber, at rapporten munder ud i et længere politisk slagsmål.
De store pengetab skyldes, at boligejere på grund af lang ventetid har mistet renteindtægter, og mange har været tvunget til at betale to huslejer på samme tid.