Regnvejret skaber efterhånden forhindringer over det meste af Danmark. I aftes måtte 800 børn således evakueres fra børnefestivalen Vilde Vulkaner i Vordingborg. De var simpelthen blevet så gennemblødte, at det ikke ville være forsvarligt at lade dem overnatte på festivalen.
- Vi havde godt vejr, da festivalen startede i onsdags. Men i går faldt der så meget regn, at børnene blev virkelig gennemblødte. Nogle valgte at tage hjem, men vi evakuerede cirka 800 børn, som måtte overnatte i to sportshaller tæt på festivalpladsen. Her fik de madrasser, tæpper og varm kakao, så de havde uden tvivl en god nat alligevel, fortæller festivalleder Frank Villumsen.
Vilde Vulkaner er en musikfestival for børn i alderen 7-13 år. Den er ment som et alternativt tilbud til SFO erne istedet for de traditionelle sommerlejre i spejderhytter og lignende. På festivalen kan institutionerne optræde med deres egne bands ligesom større, aktuelle navne optræder.
Ialt 6.500 børn fra omkring 200 institutioner deltog i festivalen, der løb af stablen for 13. år i træk.
- Selvom vi fik meget regn, så er vi glade og tilfredse. Udover de evakuerede valgte flere institutioner at tage hjem med børnene i aftes. Men vi har overholdt vores tidplan, og det har været en god festival, siger Frank Villumsen.