Det kommer til at koste 20 kroner mere at fylde tanken på en almindelig personbil i 2015.
Regeringens skattereform lægger op til at lade afgifterne på benzin stige i takt med den almindelige prisudvikling.
Det vil betyde, at en liter benzin i 2015 vil koste cirka 50 øre mere end nu, viser beregninger foretaget af Dansk Industri, DI, for Avisen.dk. For en almindelig personbil med plads til 40 liter i tanken svarer det til en stigning på 20 kroner for en påfyldning.
Hidtil har afgifterne været fastfrosset.
Men sådan en stigning er en dårlig idé, mener Dansk Industri, der hæfter sig ved, at Danmarks konkurrenceevne vil lide et knæk, når benzinpriserne stiger.
I miljøorganisationen NOAH ser man ikke overraskende anderledes på problemet. Her påpeger miljømedarbejder Ivan Lund Pedersen, at afgifterne på benzin ikke er steget med mere end 41 øre siden 1989.
- Det er helt grotesk. Hvis man havde udsat benzin for den samme behandling, som man giver til en busbillet, ville en liter have kostet 25 kroner i dag, siger han.
NOAH foreslår, at man lægger en fast afgift på en krone mere på hver liter benzin.
I dag er den statslige afgift på en liter blyfri benzin på 3,82 kroner.