En utrolig sag med mange ubesvarede spørgsmål.
Sådan beskriver professor i psykologi Jørn Beckmann sagen fra Østrig, hvor en far har holdt sin datter indespærret og udnyttet hende seksuelt. Beckmann har tidligere arbejdet med at lave profiler af forbrydere.
- Han har levet to liv. Ét over jorden, hvor han optrådte normalt, og ét under jorden, hvor han overtrådte alle regler. Han er intelligent, for det har krævet meget at skjule det i 24 år, men samtidig har han været helt kynisk og samvittighedsløs, siger psykologen.
Ifølge ham er der tidligere eksempler på, at seriemordere og lignende har levet helt normale liv om dagen, mens de myrdede om natten. Det kræver større psykologundersøgelser at afgøre, hvad Josef Fritzl fejler mentalt, påpeger jørn Beckmann.
- Men det er en ekstremt sjælden adfærd og kun noget, man kan forestille sig ved alvorlige karakterbrister. Han har et stort behov for at dominere, for datterens liv har været ren underkastelse, siger Beckmann og håber, der kommer flere svar i sagen.
- Det er en mystisk sag, og det kan også være, han lider af en decideret personlighedssplittelse, hvor han skifter personlighed. Men det er umuligt at sige uden at have undersøgt manden indgående.