Liverpool er krise. Sidste chance for sølvtøj i år hedder nu
Champions League for Liverpool og den pressede manager, Rafael Benitez. Lørdag
eftermiddag stod Barnsley fra den næstbedste række for en af de sensationer,
der gør FA cuppen til noget ganske særligt. På berømte Anfield Road påførte
Barnsley storklubben en alvorlig bet, da Championships nummer 14 overraskede
alt og alle og vandt 2-1 efter at have været nede med 0-1 ved pausen.
Set på spil og chancer var Barnsleys sejr alt andet end
fortjent. Men gæsterne skal roses for at spille deres chance, mens Benitez må
erkende, at det kan koste dyrt at stille op med et for reservespækket hold i FA
cuppen, hvor mindre hold traditionen tro spiller over evne.
Hjemmeholdet dominerede
Liverpool sad på første halvleg og kom da også planmæssigt
foran ved hollandske Dirk Kuyt. Men Liverpool fik trods adskillige chancer
aldrig lukket kampen. I stedet fik Barnsley en livline, da Steve Forster headede gæsterne på 1-1. De sidste 20 minutter belejrede Liverpool Barnsleys
straffesparksfelt, men gæsterne solgte sig dyrt, og i overtiden tog anfører Brian
Howard sagen i egen hånd og udnyttede Liverpools passive forsvarsspil og
sikrede sensationen efter 93 minutter.
Også lørdagens tidlige kamp bød på lidt af en sensation. Her
tog Bristol Rovers fra den tredjebedste række imod Southampton fra den
næstbedste. Rovers kæmpede en brav kamp for at nå klubbens første FA
cup-kvartfinale i mere end 50 år. Det lykkedes med 1-0 i en chancefattig kamp,
hvor den afgørende scoring faldt fem minutter før tid, da Rickie Lamperts frispark
blev rettet af til vild jubel på det tætpakkede Memorial Stadium i Bristol.
Rovers er dermed det lavest rangerende hold, der er tilbage i FA cuppen.
Chelsea videre
Så var der straks mere hverdag over Chelseas hjemmekamp mod
Hudderfield, der ligesom Bristol Rovers til dagligt spiller i League 1. Efter 1-1
ved halvtid vandt Chelsea rutinemæssigt 3-1.
Også Martin Albrechtsen og West Bromwich Albions fra den
næstbedste række er klar til kvartfinalerne, da det blev til hele 5-0 (1-0) ude
over Coventry, der også til dagligt frister en tilværelse i Championship. Martin
Albrechtsen spillede hele kampen.
Endelig vandt Cardiff 2-0 hjemme over Wolverhampton. Begge
hold spiller til dagligt i den næstbedste række. Manchester United tager senere
lørdag imod Arsenal, mens de to sidste 1/8-finaler spilles søndag; Sheffield United
– Middlesbrough og Preston Portsmouth.