Skrevet af Jakob Melgaard, jame@avisen.dk
- Jeg var heldig at score og så var jeg uheldig at måtte gå ud med en skade.
For den 31-årige fynbo, der mod Letland spillede sin bare anden landskamp, var det en blandet aften.
Midt i første halvleg af landskampen mod Letland prøvede Ulrik Laursen for første gang at score i den rød-hvide landsholdstrøje, da han snød den lettiske målmand ved at sætte knæet på et hjørnespark. Kort efter måtte han udgå med en skade i låret. Dét var også en ny fornemmelse for den 31-årige fynbo, som aldrig tidligere har prøvet en fibersprængning. Derfor ved han heller ikke, hvor alvorlig skaden er.
- Jeg er ikke fysioterapeut, men jeg skal skannes i morgen, og så må vi se, sagde han efter kampen.
Han kunne i øvrigt sagtens forstå, at en del af publikum peb af de danske spillere.
- Det er en del af gamet. Både spillere og tilskuere kan være frustrerede. Vi spillere på banen kan gøre noget ved det, og det kan publikum ikke, og så er det naturligt at de piber, sagde han inden han forlod Parken.