Ny Alliance fortsætter med at gå tilbage i meningsmålingerne. Partiet står nu til at få 5,2 procent af stemmerne – det svarer til ni pladser i Folketinget – mod 6,9 procent for en uge siden.
Det viser et gennemsnit af en lang række meningsmålinger, som professor Søren Risbjerg Thomsen har udregnet for netavisen Altinget.
Sager klistrer til Khader
Den seneste uges skriverier om, at Naser Khader muligvis har fået lavet sort arbejde, har sået tvivl om hans troværdighed, mener valgforsker ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen.
»Selvom sagerne måske ikke har så meget på sig, så klistrer de til Naser Khader. Fordi Ny Alliance er et nyt parti, er vælgerne lette at skræmme.«
Ny Alliance står dog stadig til at kunne bestemme, om det bliver Anders Fogh Rasmussen (V) eller Helle Thorning-Schmidt (S), der får nøglen til Statsministeriet efter valget på tirsdag.
Indtil videre fastholder Naser Khader, at Fogh er hans førstevalg. Og tilsammen står Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Ny Alliance til at kunne samle 93 mandater. Socialdemokraterne, De Radikale, SF og Enhedslisten står til at få 82 mandater.
Socialdemokraterne er efter en nedtur i begyndelsen af valgkampen langsomt på vej op igen og står lige nu i Altingets måling til at få 25 procent af stemmerne, hvilket svarer til 44 pladser i Folketinget. Venstre står til 26,1 procent og dermed 46 pladser.