I et forsøg på at bakke talsmanden for Foreningen Oprør op kræver flere end 200 danskere at blive tiltalt for at have overtrådt den skærpede terrorlovgivning.
Det skriver Jyllands-Posten søndag.
Justitsminister Lene Espersen (K) besluttede i oktober at rejse tiltale mod Patrick Mac Manus, der er talsmand for Foreningen Oprør, for at yde økonomisk støtte til organisationer på EU?s terrorliste.
Nu har mere end 200 danskere skrevet under på, at de har ydet moralsk og økonomisk støtte til PFLP og FARC, og at de dermed også vil tiltales.
»Flere end 200 har skrevet under på, at de står bag den handling, og at tiltalen mod mig ikke kan stå alene,« siger Patrick Mac Manus til avisen.
Anklagen mod talsmanden skyldes, at foreningen offentligt har sagt, at den har støttet palæstinensiske PFLP og colombianske FARC med hver 50.000 kroner. Begge bevægelser er på EU?s terrorliste, men Foreningen Oprør betragter dem som befrielsesbevægelser.
Underskrifterne vil blive afleveret til justitsminister Lene Espersen i nærmeste fremtid.