I alt 20 unge blev lørdag fængslet for at have deltaget i de seneste dages voldsomme uroligheder rundt omkring i landet, hvor skoler, biler og containere er blevet stukket i brand.
Samtidig ruster politi og redningsfolk sig lørdag aften til endnu en lang nat med brand i gaden og meningsløst hærværk. Overalt i landet er der indkaldt forstærkninger, hvis de unge ballademagere igen skal finde på at gå amok.
- Vi håber, at det vil lægge en dæmper på gemytterne, at vi nu har fået fjernet en del af de mest aktive. Der er tale om nogle af dem, som har været længst fremme i skoene, så mon ikke det vil hjælpe en smule, selvom det selvfølgelig er alt for tidligt at tage noget for givet, siger politimester Michael Højer fra Rigspolitiets Beredskabsafdeling, der koordinerer indsatsen mod urolighederne, til Avisen.dk.
Midt i frustrationerne over de seneste døgns meningsløse hærgen glæder han sig over, at urolighederne hidtil kun har medført materielle skader.
- Heldigvis er ingen mennesker kommet noget til. Men der skal jo ikke meget til, før det går galt. Desværre tror jeg, at de unge slet ikke forstår, hvor slemt det kan gå, og hvor stor skade de kan forvolde. Ligesom de jo slet heller ikke har forstået, hvor alvorlige ting, de foretager sig. I forhold til straffeloven er de med blandt andet ildpåsættelser jo helt oppe i det røde felt, siger Michael Højer.
185 brande
De mange varetægtsfængslinger har fundet sted over hele landet, blandt andet i København, Århus, Odense, Helsingør, Glostrup og Holbæk. Mens i alt 20 unge blev varetægtsfængslet for deres roller i urolighederne, blev syv løsladt, da dommerne ikke fandt grundlag for at frihedsberøve dem yderligere.
I alt måtte brandvæsenet rykke ud til 185 påsatte brande i løbet af natten til lørdag, hovedparten påsat af unge med indvandrerbaggrund i og omkring København. Lørdag aften er de første bål igen blevet tændt i gaderne i København, men hidtil har der ikke været tale om noget større. Brandvæsenet er dog forberedt, hvis det igen bliver en hård nat.
- Vi har kaldt flere folk på arbejde til at koordinere indsatsen. Hvis vi skal kunne garantere for borgernes sikkerhed, er det også nødvendigt, at vi kan sikre vores egne folks sikkerhed, siger brandinspektør Kristian Levy fra Københavns Brandvæsen.