En gruppe unge drenge mistænkes for at stå bag to røverier mod massageklinikker i København og voldtægt af en mand, som efter en kønsskifteoperation er blevet en kvinde.
Søndag anholdt politiet en 15-årig dreng, og antallet af sigtede i sagen er dermed oppe på fire.
Røverierne og voldtægten skete tilbage i februar. Ifølge politiet trængte en gruppe på fire personer ind på først en massageklinik i Oehlenschlægersgade på Vesterbro og dagen efter på en massageklinik på Dannebrogsgade.
Ved begge røverier var mændene bevæbnet med baseballkøller og knive. Voldtægten af den prostituerede skete ved det første af røverierne.
- Der er tale om en særdeles grov sag, siger kriminalpolitiets centrale vagtleder i København, Hans Erik Raben, til Ritzau.
Den 15-årige fremstilles i grundlovsforhør mandag.