Det skal nok lykkes Naser Khader at få held med sit nye parti. Det mener den tidligere spindoktor Henrik Qvortrup:
- Det er ikke helt nemt at starte et nyt parti. Men jeg tror, at han klarer den, for der er meget hype omkring ham. Det skal nok lykkes dem at komme i Folketinget med en fem-seks mandater, siger han.
Qvortrup mener dog, at nogle af Khaders tidligere støtter kan lade sig skræmme af, at en stemme på Khader er det samme som en stemme på Anders Fogh Rasmussen. Desuden skal Khader først bevise, at han er mere og andet en en mærkesagspolitiker, siger Qvortrup:
- Det er ikke længere bare Naser Khader, folk skal stemme på, men en mand, som skal have politiske varer på alle hylder. Han har haft det nemt, fordi han har kunnet markedsføre sig på værdipolitik, integration og islam. Nu bliver det interessant at vide, hvad han mener om andre områder, siger Qvortrup