Burgere, pølser og især pizza bliver flittigt kørt indenbords af danske børn og unge.
Mængden af fastfood, som børn og unge spiser, er steget med hele 33 procent fra 1995 til 2004, viser nye tal fra Fødevareinstituttet på Danmarks Tekniske Universitet. Stigningen gælder både for små og store børn. Derimod har de 19 til 24-årige kun forhøjet deres fastfood-forbrug en smule. Det er altså primært børn, der bor hjemme, som mæsker sig i pølser og pizza.
Fastfood overalt
Maden er nemlig blevet mere tilgængelig end tidligere, fortæller kostekspert Jeppe Matthiesen fra DTU.
»Vi har stort set mulighed for at købe fastfood 24 timer i døgnet i takt med, at vi har fået 7-Eleven butikker og McDonald’s, som har lange åbningstider. Samtidig har vi pizzeriaer overalt i Danmark, der sælger pizza til frokost, aften og nærmest også til natmad,« siger han.
Kosteksperten forklarer også stigningen med, at børn i en tidlig alder har en del penge mellem hænderne, som de bruger på slik, sodavand og fastfood. Og så er det fristende at gå forbi grillen i frikvarteret eller på vej hjem fra skole.
»Så længe vi står med et fedmeproblem i Danmark med børn og unge, er dette kun noget, der trækker i den forkerte retning,« konstaterer Jeppe Matthiesen.
Lok med thai
Det er dog naivt at tro, at man kan stoppe børn og unges forbrug af fastfood:
»Men som forælder kan man måske gøre forbruget mindre, hvis man udfordrer sine børn med nogle andre smagsoplevelser ved at lave sund fastfood selv eller tager dem med på spisesteder, der laver lækker etnisk mad,« mener han.
Arne Astrup, professor og institutleder for Institut for Human Ernæring, er enig.
»Forældrene kan også lave en regel om, at børnene højest må gå på McDonald s en gang om ugen og sørge for, at børnene spiser sundt de andre dage. Ligesom de kan introducere børnene for sund fastfood som sushi og thai-retter,« siger han.
Undersøgelsen og tallene omfatter fastfood som børn og unge spiser på grillbarer, restauranter samt hjemmelavet fastfood og færdigretter.