Ministeriet for afviste asylansøgere
Man kunne forstå på valgkampen, at de 789 afviste asylansøgere fra Irak er det væsentligste integrationsproblem i Danmark.
Nu hvor vi har fået bugt med kriminaliteten, racismen, terroren, arbejdsløsheden, massevoldtægterne, diskriminationen, kvindeundertrykkelsen, tvangsægteskaberne, de manglende elevpladser, kultursammenstøddene, værdiopgørene, den sociale arv, adgangen til diskotekerne, hustruvolden og menneskehandlen, så har Rikke Hvilshøjs naturlige afgang som integrationsminister banet vejen for det tunge Ministeriet for afviste asylansøgere med en sværvægter som Karen Jespersen i spidsen.
Ministeriet erstatter Indenrigs-, Justitis-, integrations- og Miljøministeriet.
Ministeriet for gratis rengøring til børnefamilier
Valgkampen viste, at et af de helt store problemer i samfundet er det uoverskuelige rod, der præger alle børnefamiliers hjem. På trods af, at de voksne mennesker er blevet forældre, er de ude af stand til at gøre rent efter sig. Det præger børns opvækst i en grad, så man risikerer, at de selv bliver rodehoveder, når de bliver voksne. Men med Bendt Bendtsen i spidsen for det nye ministerium, så skal det være slut.
Ministeriet erstatter Økonomi- og Erhvervsministeriet.
Ministeriet for flere penge til hestepiger med millionær baggrund
Selv om flere økonomiske vismænd finder det højst tvivlsomt om skattelettelser vil få folk til at arbejde mere, så siger blandt andre Charlotte Dyremose, at det ikke passer.
Hendes opvækst under så trænge kår, at møblerne var af plastik, gør hende til den naturlige topfigur i det nye ministerium. Og selv om ministerlønnen, som så mange andre lønninger ligger fast uanset, hvor meget hun arbejder, så kan hun nu tjene en ekstra skilling på at strigle heste i ferierne.
Ministeriet erstatter Finansministeriet.
Ministeriet for Jens Rohde
Et af valgets væsentligste temaer var, om det tidligere krydsermisil fra venstre Jens Rohde misbrugte sin daværende stilling som direktør for Tv2 Radio politisk.
Derfor bliver ministeriet for Jens Rohde oprettet. Manden har så stor indflydelse, at han kan afgøre valgkampe og dermed fordele magten i landet fire år af gangen.
Den oplagte minister er Europa-Parlementsmedlem Mogens Camre, men da arbejdet i EU går foran alt andet, så vil han næppe. Derfor må man i stedet ty til et ministerhold bestående af Casper Christensen, Lars Hjortshøj, Andrea Rudolph og Martin Brygmann.
Ministeriet erstatter Kirkeministeriet.
Ministeriet for Ny Alliance medlemmer der forregnede sig
Ny Alliance var alligevel ikke den direkte vej til afgørende indflydelse på Danmarks fremtid. Derfor stillede kendis-flokken fra det bedre danske borgerskab op under falske forudsætninger. Men i stedet for at lade kompetente mennesker spilde tiden med at kalde ministeren i samråd over torskens livsbetingelser i Nordsøen, så må man med det samme oprette Ministeriet for Ny Alliance medlemmer der forregnede sig.
Herfra kan man blandt andet iværksætte en oplysningskampagne om partiets skattepolitik, der er direkte målrettet personer, der kalder ugebladsredaktører for svin. Mon ikke Henrik Qvortrup, kan klare den sag.
Ministeriet erstatter Udenrigsministeriet.
Ministeriet for brede forlig
Anders Fogh Rasmussen lovede, at han vil invitere oppositionen til forhandlinger, der kan resultere i brede forlig, hvis de altså accepterer forhandlingsoplægget.
For at understrege sin gode vilje er det naturligt, at han opretter et helt ministerium med udelukkende det for øje. Rygterne vil vide, at statsministeren stadig overvejer, om Søren Krarup eller Jesper Langballe skal stå i spidsen.
Ministeriet erstatter Statsministeriet.