To danske soldater er blevet såret i Afghanistan.
Det var en eksplosion, der fik ram på de to under en patrulje i nærheden af patruljebasen Hazrat i Helmand-provinsen. Det oplyser Hærens Operative Kommando.
Den ene soldat blev såret af flyvende fragmenter fra eksplosionen, mens den anden blev ramt af trykbølgen fra samme.
Øjeblikkeligt blev der ydet førstehjælp på soldaterne. Bagefter blev de to sårede fløjet til et felthospital i Camp Bastion.
De er begge uden for livsfare, og ifølge hæren har de det godt efter omstændighederne.
Den ene soldat er allerede udskrevet, mens den anden forventes at blive udskrevet snarest.
Begge soldater er fra Bravo-kompagniet. De har selv ringet fra felthospitalet til deres pårørende i Danmark og underrettet dem om eksplosionen og deres skader.