Del på Facebook
Heine Sinkbæk Andersens blik rammer marken uden for vinduet, men han ser ikke de mange kornaks, der vugger i vestenvinden. Blikket er tomt. Han spekulerer på, hvor længe han kan blive boende.
"Mit hjem er det eneste sted, jeg føler mig tryg. Mine traumer har givet mig social angst, og jeg tør ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis jeg skulle af med huset her. Det ville slå mig ihjel," fortæller Heine Sinkbæk Andersen.
Et spørgsmål om liv eller død
Han er 40 år og førtidspensionist. Uden en erstatning frygter han, at han ikke vil have råd til at betale terminerne på sit lille røde murstenshus på landet.
"For mig er det ikke et spørgsmål om kroner og ører. Det er et spørgsmål om overlevelse," siger den 40-årige og tager et hiv af en cigaret.
Heine Sinkbæk Andersen mistænker Arbejdsskadestyrelsen for at trække sager som hans egen i langdrag.
"Det lugter langt væk af bevidst kassetænkning. Ventetiden og de konstante krav om ny dokumentation må få flere til at opgive på halvvejen eller hoppe ud af vinduet. Det er i hvert fald de tanker, jeg selv har haft," siger han.
Tanker om et tog
Balkan-veteranen bor i nærheden af togstrækningen mellem Ringkøbing og Holstebro. En svag rumlen får igen hans blik til at søge væk.
På afstand minder det blågrønne Arriva-tog om et harmløst modeltog, men Heine Sinkbæk Andersen har sommetider set den tonstunge togstamme som billetten væk fra sin arbejdsskadesag.
"Uvisheden er opslidende. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at den er dræbende i ordets bogstaveligste forstand. Mens sagen har stået på, har jeg været tæt på selv at sætte punktum ved at kaste mig ud på skinnerne. Det eneste, der har holdt mig tilbage, er hensynet til lokoføreren," fortæller Heine Sinkbæk Andersen.
Artiklen fortsætter...
NYHEDSBREV
Interesserer du dig for nyheder om job og arbejdsliv, så prøv Avisen.dk's nyhedsbrev!
Du kan naturligvis altid framelde dig igen, og vi deler ikke din mail med andre.
Læs vores
forretningsbetingelser.