2005 - Jordskælvskatastrofen i Pakistan og terrorangrebet i London udgjorde hovedlinjerne i det års tale. Her talte dronning Margrethe blandt andet om, at vi i Danmark skal forhindre, at unge mennesker lader sig friste til terror. Blandt andet ved at stå fast på de danske grundholdninger, men samtidig lytte til andres meninger. Hun takkede de mange, der tog til Pakistan for at hjælpe humanitært
2004 - Tsunamien i Asien blev det altoverskyggende tema for det års tale. Hun opfordrede til, at vi midt i sorgen over danske ofre huskede på de lokale, som mistede alt. Denne tale handlede også om, at Danmark skal værne om sit demokrati. At de grundlæggende værdier bliver bibeholdt, men at alle skal høres og respekteres.
2003 - Dette år tog dronning Margrethe fat på den personlige kontakt mellem mennesker. Hun talte om behovet for at være til stede for hinanden på trods af muligheden for at kommunikere over SMS og mail. Hun talte også her om behovet for at lytte til hinanden og blive klogere af hinanden. Her blev tydeligt henvist til konflikten mellem den vestlige og arabiske kultur.
2002 - Udvidelsen af EU var overskriften for denne tale. Den tog sit udgangspunkt i, at det var det danske formandsskab for EU, der klarede de afsluttende forhandlinger, og talen handlede om, at udvidelsen skulle binde flere folk sammen. Hermed talte hun også om globaliseringen, som også har en bagside. At verdens gru og urolighed kan komme meget tæt på danskere.
2001 - Terrorangrebet den 11. september lagde tema til en af Dronningens mest markante ’statsoverhoved-taler’ i nyere tid. I nytårstalen fordømte dronning Margrethe terroren, men beroligede folket ved at sige, at vi i et åbent og sårbart samfund skal være vågne, men ikke søvnløse. I denne tale opfordrede hun også til dialog og pligten til at lytte på andre menneskers synspunkter.