Strafferetseksperter tvivler kraftigt på, at den danske fodboldspiller Christian Poulsens vil blive straffet efter straffeloven for sin mavepuster mod en svensk fodboldspiller under landskampen i fredags.
Mandag blev Poulsen ellers meldt til politiet, og vicepolitikommissær Flemming Steen Munck fra Københavns Politi udtaler tirsdag til 24timer, at han skal sigtes for vold efter straffelovens paragraf 244, der kan give op til tre års fængsel.
- Jeg synes, at det er på tide at statuere et eksempel. Det er nærmest blevet acceptabelt at begå vold på banen, men vold skal hverken accepteres på banen eller ude i samfundet. Det er helt klart på tv-billedet, at svenskeren får et knytnæveslag i maven. Umiddelbart vil handlingen efter straffeloven nok give omkring 30 dages ubetinget fængsel, siger Flemming Steen Munck til avisen.
Ikke en sag for politiet
Men det mener strafferetsekspert på Københavns Universitet Jørn Vestergaard ikke.
- Som udgangspunkt er det naturligvis strafbart at bokse en anden person i maven - også under en fodboldkamp. Men det er lige så oplagt, at der skal tages hensyn til den konkrete situation. Christian Poulsen blev tydeligvis provokeret, og der var jo nærmest tale om en slags håndgemæng mellem ham og Magnus Rosenberg i en topmålt anspændt situation, forklarer Jørn Vestergaard og fortsætter:
- Selv om Poulsen klart gik over stregen, er hans opførsel ikke et anliggende for politi, anklagemyndighed eller domstole, men for sportens egne disciplinære instanser, som jo nok skal sørge for, at episoden får tilstrækkeligt følelige konsekvenser for ham. Ud fra en helhedsbedømmelse ville det være helt i strid med almindelige retsprincipper at bringe strafferetlige kanoner i stilling over for Poulsen, siger Jørn Vestergaard.
Grænserne er forskellige
Mandag kom strafferetsekspert på Århus Universitet Anette Storgård med samme vurdering til avisen.dk.
- Vi har vidt forskellige grænser for acceptabel adfærd alt efter sammenhængen, den bliver udøvet i. Og i fodbold eller for eksempel ishockey går parterne ind i en sammenhæng, hvor de må regne med, at det kan gøre ondt, forklarer Anette Storgaard og henviser til, at de forskellige sportsgrenes egne disciplinære systemer.