Hele dagen har unavngivne kilder og den socialdemokratiske kredsformand på Bornholm, Anette Stæhr, kastet om sig med beskyldninger mod den socialdemokratiske ledelse.
Beskyldningerne går på, at Jeppe Kofod ikke fik en ærlig chance efter sexskandalen med den 15-årige pige på et DSU-træf i påsken.
Kofod skulle ifølge kilderne direkte være blevet presset af S-ledelsen til at trække sig fra sine ordførerposter. Selv pressemeddelelsen til medierne skulle han ikke have haft spor indflydelse på
Men sådan foregik det slet ikke, fastslår socialdemokraternes gruppeformand, Carsten Hansen, over for Avisen.dk.
- Jeppe Kofod har selv formuleret pressemeddelelsen og har selv - efter konsultationer med mig - truffet beslutningen om at trække sig. Det var Jeppes beslutning, siger Carsten Hansen.
Men den socialdemokratiske kredsformand Anette Stæhr fra Bornholm siger, at hendes fornemmelse er, at Kofod blev presset ud?
- Jeg ved ikke, hvorfor hun reagerer sådan, lyder det korte svar fra Carsten Hansen.
Han ønsker heller ikke at kommentere andre rygter, der går på, at S-ledelsen skulle være uenig om, hvordan Kofod-sagen skulle håndteres, fordi fløjkrigen i partiet rumler i baggrunden.
- Jeg vil ikke udtale mig om, hvad ledelsen ønsker af Kofod, men blot konstatere, at der er en enig ledelse i denne sag, siger Carsten Hansen.