Indvandrere skal ikke sidde fast i kontanthjælpssystemet, fordi de ikke kan tale dansk.
Derfor er regeringen klar med et såkaldt "integrationspålæg", der betyder, at kommunerne kan kræve at indvandrere lærer dansk - og ellers trække dem i deres ydelse. Læs regeringens forslag her:
* Indvandrere på kontanthjælp over 30 år skal fremover møde særlige krav om at modtage danskundervisning. Hvis de afslår, trækkes de i deres ydelse.
* Ifølge regeringens udspil skal unge kontanthjælpsmodtagere med indvandrerbaggrund under 30 år - ligesom alle andre kontanthjælpsmodtagere under 30 - i uddannelse og samtidig modtage den nye ydelse, uddannelseshjælpen.
* I 2012 var der i alt 137.500 kontanthjælpsmodtagere. Heraf var i alt 37.700 personer indvandrere eller efterkommere, svarende til 27 procent.
* Der er især indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, som er på kontanthjælp. Hele 83 procent af kontanthjælpsmodtagerne med indvandrerbaggrund var således fra ikke-vestlige lande.
* Blandt kontanthjælpsmodtagere med indvandrerbaggrund er kvinderne svagt overrepræsenteret.
* I 2012 var 54 procent af kontanthjælpsmodtagerne med indvandrerbaggrund således kvinder. Det er særligt blandt de ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere over 30 år, at kvinderne er overrepræsenteret.
Kilde: Jobindsats.dk
/ritzau/